Johanne Helga Heiberg

Født 1987

Dette års legatmodtager er født i 1987 og dimitterede fra det fynske kunstakademi i 2015. Johanne Helga Heiberg har udstillet en lang række steder i danmark de seneste år, hun har bl.a. udstillet på Sophienholm kunsthal i 2022, med en række af de mest toneangivende kvindelige samtidskunstnere i Danmark og i april 2022 havde Johanne en smuk soloudstilling hos Format Artspace i København. Endnu et vigtigt nedslagspunkt er Johannes duo udstilling i 2020 med Gudrun Hasle hos Skitsehandlen i Faaborg.

Som jeg nævner hvert år, har vi igen i bestyrelsen haft en meget lang liste af mulige kandidater til dette års legat, og har brugt en del tid på at diskutere for og imod for hver enkelt kandidat. Men fandt til sidst enighed om Johanne Helga Heiberg, da hendes praksis indeholder nogle nye ting som vi ikke har set
hos tidligere legatmodtagere.

Johanne Helga Heiberg arbejder primært med tegning, tråd, tusch og udklip. Hendes afgangsværk var den grafiske brevroman “Dear Frida”, som begynder med et brev til den Mexicanske maler Frida Kahlo. Det bliver begyndelsen på en fiktiv korrespondance mellem fortælleren og heltinden om den nye rolle som mor og om
det trivielle hverdagsliv som en hindring for den kunstneriske udfoldelse.


Værket tematiserer de høje krav, der stilles til den moderne kvinde, som både skal have succes på arbejdsmarkedet samt være den perfekte mor og partner. Heiberg har i sin praksis mangeårig erfaring i at anvende materiale fra kunstnere, som arbejder inden for litterære og kunsthistoriske kontekster. Hun approprierer deres tekster og andet materiale, og bruger det i et simuleret bindeled til en svunden tid, med ønsket om at aktualisere arkivet i samtidens socio-politiske problemstillinger. Johanne Helga Heiberg har også en række udgivelser bag sig. Hun har bl.a. udgivet de grafiske romaner Dear Frida og I have my heart in my mouth, samt illustreret bogen Dronning over verdens magter (Kilder Kunsten.nu, C4 Projects, Skitsehandlen)

En del af bestyrelsen fik også besøgt Johanne på hendes atelier i år, hvor hun levende fortalte om sin praksis og sit arbejde med kvinderollen.

Her til slut vil jeg nævne, at Johanne til august vil blive præsenteret på Enter Art Fair ved Format Artspace. I 2024 skal Johanne male et vægmaleri som en del af en gruppeudstilling hos Fraktal ventesal i Skørping og ligeledes i 2024 skal hun udstille hos KH7 Artspace i Aarhus sammen med Signe Parkins og Nanna Riis.
Derudover arbejder Johanne på at illustrere Vølvens spådom, som udgives på forlaget URO.

Silkeborg Kunst Sep 2023 1000X1196
Udviklet af attityde.dk